Min store, blå dreng - og fæl(d)edyret

Han er virkelig en dejlig hund, min Titus.
Agilitysæson'en er lige startet, og hvilken fantastisk start: To nye tæver på holdet, Titus så kun banen og mig, og løb som havde vi trænet agility sammen fra han var hvalp. Fremadrettet med (for ham) stor fart, og med konstant høj hale, bredt smil og en tydelig udstråling af 'YES, dette er hvad jeg vil lave'. Et par dage før trænede vi lidt AG og rally, og Titus skuffelse var til at tage og føle på da vi traskede gennem AG-banen og landede i skilteskoven. Titus fik så agility som belønning efter rallyen, og når muligheden byder sig tror jeg at jeg vil benytte denne type belønning mere bevidst: Vi skulle jo gerne have rallychampionatet og gerne en BPB /BPAB hjem!
Nå, lørdag debuterer Titus enormt uofficielt i agilitykonkurrencer på mellem bane (nej, jeg vik ikke have ham ud at springe højt, han er senior til næste år). Jeg glæder mig til at opleve en konkurrencesituation med ham i AG, og derved få opklaret om det er lydighed, konkurrencesituationer eller ??? Titus har problemer med. Mit gæt er No 1!
Vi er tilmeldt lidt rally-konkurrencer. Bak-øvelsen er godt på vej, men langt fra på konkurrence-niveau. Men omvendt set så kan vi lige så godt tage os god tid og hygge om det, for jeg tvivler på jeg gider gøre andet ved championklassen end at bruge momenterne til leg, fis og ballade. Titus har formodentlig mange år igen, og rally kan vi jo altid lave.
Og så er Titus blevet om mulig endnu mere hygge-agtig. Han kommer altid hen og hygger/nusser når jeg sidder ned, oftest med noget legetøj vi skal lege med, og han er altid min store, glade, blå dreng. Vi har lige fået klaret at klippe alle 4 poter (hår + kløer) uden nævneværdigt bøwl - det er så fantastisk dejligt at vi er nået dertil sammen!

Katie fælder! Hun fælder så alt i hele underetagen er fuld af Katiehår, og det nærmest er umuligt at få mad uden at mindst et hår har sneget sig ind.
Til gengæld er hun 100 % klar til alt: Jeg har nu gjort ALT hvad vi ikke har måttet fra sommerferien 2009, og virkelig belastet hendes forben på alle mulige og umulige måder - uden problemer. Og jeg kan faktisk godt se hendes nye fine skulder/front muskulatur.
Katie og Anders er tilmeldt et par rallyprøver og Katie og jeg en enkelt LP prøve.
Jeg hygger med LP men jeg kan mærke den dér følelse af at målet er nået - vi må videre. Vinteren og påskeferien er gået med at prøve at lære momenterne i svensk appelklass. I Påsken fik jeg supervision af Annika Bovall med Boss og Iza (også Gemdalere - og TAK for hjælpen), der fik hjulpet mig videre derfra, hvor jeg var kørt fast. Gedmdales-tante Yvonne (TAK for input - og en hyggelig eftermiddag!) kom også med et par idéer, så vi kan få styr på framförgående, budföring og kommandoerne/markeringerne ved sporet, så jeg ikke ødelægger alt for Katie. Planen er at have alle momenter klar til sommer og så prøve kræfter med momenterne i efteråret.
Anders tager sig af rallyen og det går efter min bedste overbevisning bedre og bedre. Nu skal jeg bare sørge for at overlade en gennemtrænet, fysisk og psykisk træt hund til Anders til konkurrencerne, så tror jeg de kommer ganske tæt på de sjove point. Det er nu også lettere at køre en hund træt, når jeg kan spille alle aktiviteterne ud, og ikke skal passe på skulderleddet.