Værdien af en godbid - eller: Hvem har byttet min blå collie ud?

For tre år siden hentede jeg en stor blå colliedreng på 4 år. Han var pænt sagt ganske flegmatisk, betragtede mig uden tvivl som en flytbar hundekrog til hans line.
I dag havde jeg en blå colliedreng med til rallytræning, som brugte hele træningstiden på at se på mig med spillende øjne, udelt opmærksomhed og glad logrende hale - når han ikke lige tilbød adfærd med stor energi og et glad og forventningsfuldt grin. Hvor jeg dog elsker min Titus-dreng.
Og så til overskriften: Værdien af en godbid. Titus har, de tre år jeg har haft ham, skulle kræses for for at spise. Men: De sidste uger har han faktist spist de marvkiks jeg giver Katie, og som han så også har fået. Bevares, han er tydeligt gladere for en pølsebid, MEN han spiser den tænksomt og viser at værdien af den kedelige godbid faktisk er stor: Et lille skridt måske, men et gigantisk hop for Titus og min relation. Og han er kun 7 år, hvad kan det ikke ende med? :-)

Katie var på spor i tirsdags. Jeg valgte at fokusere både på opstart og på apportering af næseprøve-sporgenstande. Hvad kan jeg sige: Tre perfekte spor, sikre opstarter, perfekte vinkler og 5 af 5 næseprøvepinde fundet op apporteret. Jeg ved ikke hvordan det lykkedes at få armene ned så jeg kunne nå rattet på hjemturen.
Katie fik bearnaise sovs og kyllingenuggets i sin aftensmad!

Tilbage til TURBOcollierne